Tilmelding til VM Cross Country Aarhus 2019 er netop åbnet

Arrangørerne af VM Cross Country 2019 glæder sig over at kunne sende løbere fra hele verden direkte videre til tilmelding nu. Del endelig tilmeldingslinket med alle løbere i dit netværk.

I disse dage er det fire år siden, at Danmark skrev sig ind i den internationale løbeverdens historiebøger, hvor 30.000 løbere fra hele verden deltog i VM Halvmaraton og skabte et brag af en løbefest i Københavns gader. Det var første gang nogensinde, at et VM blev kombineret med et motionsløb.

Nu er Dansk Atletik Forbund endnu engang på vej med et VM – i tæt samarbejde med Sport Event Denmark og Aarhus Kommune. Asfalten er skiftet ud med natur, og kulissen er Moesgaard Museum i Aarhus, der danner ramme for IAAF VM Cross Country Aarhus 2019. Eventen foregår lørdag 30. marts, og ruten går bl.a. henover det græsbeklædte tag. Der er alt i alt lagt op til en gigantisk løbefest i den østjyske natur.

Arrangørerne ser frem til en festlig, vild og unik event for såvel verdens allerhurtigste løbere som for de, der løber i et helt andet tempo.

“Siden vi fik tildelt værtskabet for VM Cross har vi været i dialog med det internationale atletikforbund om muligheden for deltagelse af løbere på alle niveauer. Heldigvis har der været lydhørhed, og vi synes derfor, at vores program giver alle med interesse for løb en mulighed for en dag med løb i naturen, som jeg tror de sent vil glemme. Der er stor international opmærksomhed omkring vores planer, og jeg tror og håber, at den danske løbeverden næste år vil vise verden, hvordan vi i Danmark formår at blande jagten på præstation med en stor glæde ved løb og bevægelse i naturen,” udtaler arrangør af VM Cross Country 2019 og direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.

Konkret kan motionsløbere vælge mellem følgende distancer til VM Cross Country 2019:

The Sprint: Giv den fuld gas på VM-ruten! The Sprint er for alle seje løbere: Motions-crossløbere og løbere som bare vil helt tæt på den ægte VM-oplevelse. Børn og voksne i alle aldre er velkomne til at prøve kræfter med VM ruten og komme helt tæt på en ægte VM oplevelse.

The Relay: Saml vennerne til unikt 4 X 2 km stafet-hold. Hver deltager løber én omgang à 2 km – med mindre du selv vælger at løbe alle fire omgange! Hvem i vennekredsen ser du alt for sjældent? Og hvem vil du rigtig gerne have med til et overflødighedshorn af en fest? Og hvem har en indbygget fartdjævel? Eller hvad med at invitere familien med til en anderledes løbeoplevelse, de sent vil glemme.

The Toughest: Det vildeste fra Cross Country og Trail Running i stærk cocktail: Vi har proppet rette doser græs, mudder, challenge zoner, skovstier, grusveje, krat, vandpassager og det vores engelske crossentusiaster kalder for “open woodland” i en kæmpestor mixer – og har nu blendet alt det bedste fra cross og trail. Ovenikøbet midt i et brag af en VM-fest!

The Search: Drømmer du om at måle dig med verdens allerbedste? Så har du chancen nu! I The Search får du hele VM-pakken: Du starter sammen med eliten (forskudt 8 sek), adgang til samme start og målområde som eliten, du bliver kaldt til start fra “Call room” sammen med eliten, du får lov til at løbe om kap og med VM-deltagere fra mere end 50 nationer – og du bliver med andre ord en ægte VM-deltage. Læs regler på aarhus2019.dk