Han har været til EM Cross 10 år i træk. Han har vundet mange danske mesterskaber, og nu sætter han sigtet skarpt rettet mod VM Cross 2019, der finder sted på hjemmebane. Hør her i del 1 om Thijs Nijhuis (DEN), hvad cross betyder for ham. 

Foto: Thijs Nijhuis ser skarpt frem mod VM Cross 2019 med mange optrædener i landsholdstrøjen i bagagen, her fra NM Cross i Middelfart, Danmark i november 2017 (ByChristianJornVisuals).


Thijs Nijhuis (DEN) ser frem til endnu engang at trække i landsholdstrøjen og repræsentere Danmark til et international cross mesterskab (privatfoto).

Et af de mest prestigefyldte mesteskaber i løb er VM Cross. Og som du nok har hørt, så kommer VM Cross til Aarhus, Danmark, den 30. marts 2019. Det er cross på sit højeste. Og netop hvad cross og VM betyder, det har vi hørt landsholdsaktuelle Thijs Nijhuis (DEN) om, der kort før jul blev forhåndsudtaget til landsholdet, der skal repræsentere Danmark til VM Cross 2019.

FØRSTE LØB FOR EN KLUB VAR ET CROSSLØB
Thijs har repræsenteret landsholdet mange gange, og hele 10 gange til EM Cross. Men der har været lang vej til det høje niveau, som Thijs har idag, og kærligheden til cross blev lagt tidligt.

Mit allerførste løb for en klub nogensinde, var faktisk et crossløb. Det var jysk-fynske mesterskaber som blev afhold på voldene i Nyborg. 12 år gammel, med den ikoniske grydefrisure blandet med spraymaling (rød og grøn), stod jeg klar. Der var løb ukompliceret, ingen GPS-ure, ingen forventning fra mig selv eller andre – lidt klicheagtigt, men sandt – så løb jeg bare. Jeg endte med en sejr i min aldersgruppe. Dog husker jeg, at jeg var tydeligt frustreret over at have tabt til en pige i samme aldersgruppe. Det måtte aldrig ske igen, og lysten til at træne og konkurrere var lagt. Det var dog ikke sidste gang jeg tabte til en af det modsatte køn.

Siden Thijs’ første crossløb er der løbet meget vand gennem åen og flere danske mesterskaber er blevet hevet hjem. Efter af have afsluttet sin studentereksamen i 2011 rejste Thijs til USA og startede på Eastern Kentucky University på et scholarship for at løbe på mere eller mindre fuldtid. Thijs var i USA for at udvikle sig som løber, og blandt de mange oplevelser gjorde cross indtryk på ham.

Sport og skole går hånd i hånd i USA. Både på gymnasierne og på universiteterne løbes der cross. For at kvalificere sig til de regionale og nationale mesterskaber er det ikke individuelt, men baseret på holdresultatet. Derfor ville skolerne såvel som atleterne på crossholdene prøve at få flere til at løbe det, idet chancerne for at mange lykkes som hold er bedre. Det giver dermed også en anden holdånd, fordi sidste manden på et hold er ligeså vigtig som første manden.

Thijs Nijhuis (DEN) på hold med Ole Hesselbjerg (DEN) under sit udlandsophold på Eastern Kentucky University i USA fra 2011 til 2013 (privatfoto).

En ting der også er anderledes i USA, er ruterne. “Ruterne i USA er markant anderledes, da de tit bliver løbet på golfbaner, uden mudder eller store bakker.

I Aarhus kan deltagerne – både elite og motionsløbere – glæde sig til en rute, der er mere hård end det man typisk ser i USA. Ruten tager cross tilbage til rødderne, hvor ruten er hård og med flere mere eller mindre naturlige forhindringer undervejs.

Thijs bider mærke i ruten til VM Cross 2019, “at ruten har utrolig mange højdemeter. Derudover at man involverer en kulturbygning som Moesgaard Museum, som man endda løber op og ned ad, det er nok aldrig set før ved så stort et arrangement.

OPLEV RUTEN TIL VM CROSS 2019 HER

CROSS FÅR THIJS TIL AT TÆNKE PÅ FRIHED
Atletik og løb er mange former. En af dem er løb på en atletikbane. En anden er landevejsløb, som rigtig mange nok har prøvet kræfter med til en 5 km, 10 km, halvmarathon eller marathon. En form er cross. Og cross adskiller sig væsentligt i sin udformning. Det er løb i naturen og får Thijs til at tænke på frihed.

Cross får mig til at tænke på frihed, og sikkert den måde de fleste mennesker starter med at løbe, selvom det ikke hed cross. Ubevidst løbes der cross, når unge børn f.eks. løber rundt i haven derhjemme, eller når man gik på klassisk jagt tilbage i tiden uden geværer. Det er en form for leg i afvekslende terræn, hvor det ikke er tiden, der afgør noget. Det vigtige er at komme fra punkt A til B hurtigst muligt, lidt ligesom mesterskabsløb. Det er instinkterne der styrer ens løb, og ofte er cross på en runde af 1,5-2 km som løbes flere gange, og der kan være betydelige uforudsigelige forskelle på første og sidste rundt mht. underlaget. På banen eller på landevejen ændrer disse forhold sig sjældent i samme grad. Cross handler altså om placering, og hvor mange andre man kan slå frem for en konkret tid.

Her ses Thijs til EM Cross 2018, der blev afholdt i Tilburg, Holland, og var et vigtigt skridt frem mod VM Cross 2019 (privatfoto).

I cross ved man ofte ikke, hvad man kommer til af ruter. Man skal være beredt på det meste, men det er også charmen ved det.

Hver rute er unik og tiden er i bund og grund underordnet. Det handler om at kunne æde sig selv og se, hvor mange andre man kan slå. Derudover kan vejret ændre ruten på en nat ved f.eks. frost til en hård rute eller med regn til noget meget mudret.“, siger Thijs.

Netop de her forskellige i terrænet i cross gør det spændende og krævende, og danner fundamentet for at blive en god løber, siger Thijs.

Cross er fundamentet for at blive en god løber. Det afvekslende terræn stiller store krav til ens fysiske formåen, hvor mange små muskler aktiveres i tillæg til de store, når græsset pludselig synker væk under en eller man skal tage et 180 graders sving i mudder. Derudover stiller cross (i hvert fald i Danmark) krav til ens mentalitet om at ville løbe ude i koldt og til tider regnfuldt/sneagtigt vejr. Idet cross er mere præget af instinkter, må ens psyke være adaptiv og klar til at handle, når ens modstander rykker. Alle disse faktorer gør en stærkere og i stand til at løbe bedre på hhv. bane og landevej og vice versa.

THIJS OPFORDRER ALLE TIL AT DELTAGE I DET UNIKKE EVENT
Event-programmet er ikke bare for eliten den 30. marts 2019, når VM Cross finder sted i Aarhus ved Moesgaard Museum. Med distancer på alt fra 2 km til 12 km er der flere motionsløb, som alle kan deltage i. Thijs opfordrer her alle til at være med.

Kombiner selv at være aktiv med at se verdens bedste løbere, der bliver udsat for noget, som de aldrig vil glemme. Ruten er så hård og afvekslende, at det er en man kommer til at snakke om i mange sammenhænge. Derudover er et godt råd ikke at tage tøj på, der ikke må blive beskidt“.

Cross er løb på naturens præmisser og god træning til andre løb. Her en af de mere mudrede ruter, som Thijs har løbet på gennem tiden (privatfoto).

Arrangørerne har forsøgt at skabe et event, hvor alle kan opleve glæden ved cross, og samtidig opleve flere af verdens hurtigste løbere, når eliten løber på samme. Kombiner at være tilskuer og oplev bagefter selv at løbe på VM-ruten – en mulighed, der nok ikke kommer igen.

Vi spurgte Thijs, hvorfor man skal komme og deltage i VM Cross: “Det skal man fordi, at det giver styrke og en anderledes oplevelse. Sandsynligvis også en hård oplevelse, som kræver noget gåpåmod, der ville kunne bruges på andre distancer fremover. Cross til VM på Moesgaard (er både for elite og motionsløbere), er unik idet det nok bliver en af meget få gange man kan komme til at løbe opad Moesgaard Museums tag og med garanti eneste gang man får lov at løbe på en VM Cross rute.

Thijs glæder sig utroligt meget til den 30. marts 2019. Bl.a. glæder han sig til at “se den færdige rute. Der er planlagt mange ting, men hvorledes den endelig udformning af ruten er, det glæder jeg mig til at se. Derudover håber jeg flest mulige danskere vil komme fra nær og fjern og bakke os op, således det vil skabe en perfekt atomsfære for os såvel som for selve arrangementet og de andre løbere.

LÆS MERE OM MOTIONSLØBENE HER OG TILMELD DIG

I DEL 2 FORTÆLLER THIJS MERE OM VM CROSS, OG HVAD DET BETYDER FOR HAM
Har Thijs vakt interessen for cross? Så kan du glæde dig til del 2 om Thijs, hvor der bliver stillet skarpt mod VM Cross, målsætninger, samt gode råd, hvis man overvejer at løbe VM Cross.