Torsdag 28. februar kl. 15.00 åbner Det Internationale Atletikforbunds udstilling om Cross Country’s historie. Udstillingen er startskuddet til VM Cross 2019 og kan ses på Dokk1 indtil lørdag 30. marts, hvor IAAF/Mikkeller World Cross Country Championships 2019 afvikles ved Moesgaard Museum. 

Foto: Paul Tergat wins the senior men’s title at the 1997 IAAF World Cross Country Championships (Getty Images).

En god måned inden historiens første VM Cross på dansk jord sætter Det Internationale Atletik Forbund sit allerførste cross-aftryk i værtsbyen Aarhus. Torsdag 28. februar kl. 15.00 åbner IAAF en særudstilling om de første 100 år med Cross Country (XC) – eller terrænløb som verdens ældste løbedisciplin også kaldes på dansk.

Udstillingen på Dokk1 er bygget op omkring en tidsrejse fra XCs spæde start til etablering af sporten i Storbritannien i 1830’erne, via bl.a. etablering af International Cross Country Union (ICCU) i 1903 og medlemsskab af IAAF i 1973. På rejsen kommer publikum også med på de 42 udgaver af IAAF World Cross Country Championships, der har fundet sted siden disciplinens begyndelse.

Foto: Billedet af dobbelt-verdensmester Paula Radcliffe er fra 2001 (Getty Images).  

WILSON KIPKETER OG SARA SLOTT ÅBNER UDSTILLING

OL sølvvinder og europamester i 400 meter hæk, Sara Slott samt tredobbelt verdensmester og tidligere verdensrekordholder i 800 meter, Wilson Kipketer vil være til stede ved udstillingsåbningen. Det samme gælder sportens rådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, direktør i Dansk Atletik, Jakob Larsen og repræsentanter fra Det Internationale Atletikforbund m.fl.

De danske VM Cross-arrangører og partnere glæder sig over at indlede verdensmesterskaberne med en international udstilling.

Vores værtskab for VM Cross har som ambition at vise et fremtidens bud på dette VM; kampen om at være verdens bedste løber. Vi agter at afholde VM på en tidssvarende måde med inddragelse af hidtil usete elementer. Men samtidig er det for os vigtigt at gøre opmærksom på, at cross som aktivitet har en historie, der rækker længere bagud end stort set al anden nutidig idræt. Vores værtskab markerer 200 året for det første crossløb, og med udstillingen forsøger vi at skabe et bindeled mellem denne historie og vores VM, som den 30. marts vil forsøge at anvise et bud på fremtidens cross,” udtaler direktør i Dansk Atletik, Jakob Larsen.

VM Cross bliver en enestående oplevelse for både løbere og tilskuere. Jeg er glad for, at vi på Dokk1 kan varme op til begivenheden med en udstilling, der viser sportens historie og stolte tradition. Det er den historie, vi i Aarhus nu skriver det næste kapitel til, ” siger rådmand for kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih azad-Ahmad, der selv er med til at åbne udstillingen.

Vi glæder vi os meget over, at IAAF indleder VM Cross i Aarhus med en historisk udstilling, der er med til at udbrede kendskabet til en af løbesportens ældste discipliner; Cross Country,” fortæller Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Der er altså stor glæde over, at denne udstilling er blevet stablet på benene. Det er med til at vise den rige historie, som disciplinen Cross Country indeholder. 

OPLEV UDSTILLING VED DOKK1

Udstillingen om Cross Country’s historie løber helt fra åbningen torsdag den 28. februar kl. 15.00 og frem til den 30. marts, hvor VM Cross afholdes i Aarhus ude ved Moesgaard Museum. 

Adresse: Hack Kampmanns Pl. 2, 8000 Aarhus. 

Følg med LIVE i selve åbningen

Åbningen af udstillingen bliver streamet LIVE på VM Cross’ Facebook-side. 

TILMELD DIG SOM FRIVILLIG PÅ DOKK1 TIL UDSTILLINGEN

Til VM Cross er der brug for mange frivillige hjælpere i perioden 25-31. marts. Alle der brænder for at møde verdens bedste løbere og blive en del af et kæmpestort VM-arrangement  med opmærksomhed i hele verden, er velkomne til at melde sig som frivillig hjælper.

Tilmelding sker via linket eller til åbningen af udstillingen torsdag 28. februar på Dokk1, hvor VM Cross’ frivillig.koordinator vil være klar til at registrere frivillige.

KOM MED TIL ÅRETS STØRSTE LØBE-BEGIVENHED – TILMELD DIG HER

2 km | Sprint
4 x 2 km | stafet
4/8/12 km | Cross & Trail
10 KM | VM-Løbet: The Search